Skip Navigation Links

Aalborg Triathlon Klub

Af 1988

Vedtægter

§ 1. Foreningens navn og hjemsted.

Foreningens navn er "Aalborg Triathlon Klub". Dens hjemsted er Aalborg Kommune.

§ 2. Foreningens formål.

Foreningens formål er at udbrede interessen for og kendskab til triathlon og duathlon.

Ud over at varetage bredde idrættens interesser vil foreningen arbejde for at udvikle eliten.

§ 3. Medlemskab og organisation.

Foreningen er tilknyttet "Dansk Triathlon Forbund" og undergivet dette forbunds love og bestemmelser.

§ 4. Optagelse af medlemmer.

Klubben består af aktive og passive medlemmer.
Som aktivt medlem kan optages enhver, der har interesse for triathlon sporten, og som ikke har økonomisk udestående med andre idrætsforeninger.
Som passivt medlem kan optages enhver, som ønsker det, med mindre bestyrelsen skønner, at medlemskabet er i uoverensstemmelse med foreningens formål og interesser.
Det er kun aktive medlemmer, der via kontingentet betaler medlemsafgift til Dansk Triathlon Forbund og får dermed bl.a. licens i Dansk Triathlon Forbund.
Et nyt medlem kan gratis træne med i en uge, og dette kan kun ske én gang for det evt. nye medlem.

§ 5. Kontingent.

Foreningens kontingent fastsættes af generalforsamlingen og er gældende for kontingenter med forfald efter beslutningstidpunktet, dog kan bestyrelsen ved ændring af Dtrifs medlemsafgift regulere kontingentet i forhold til dette udeom generalforsamlingen
Kontingentet er gældende for et år.
Fritagelse for kontingent kan meddeles af bestyrelsen, når særlige forhold taler derfor. Dog betales medlemsafgiften stadig.
Kontingent opkræves årligt til betaling, for de fleste til start januar. Der kan ikke ske tilbagebetaling af kontingent.
Skiftes der mellem medlemsformerne betales den fulde difference uanset tidspunkt - og der gives ikke penge tilbage, hvis en billigere medlemsform ønskes.

§ 6. Udmeldelse - eksklusion.

Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker mundtlig / skriftlig til foreningens kasserer med mindst 8 dages varsel til udløb af årligt medlemsskab, og at det pågældende medlem ikke er i restance til foreningen.
Når et medlem er kommet i kontingent restance for 1 måned, kan bestyrelsen med mindst otte dages skriftlig varsel ekskludere vedkommende.
Ingen der er udelukket på grund af kontingent restance, kan på ny optages i foreningen, før vedkommende har betalt restancen.

Klubben tager afstand fra doping.
Medlemmer som bliver idømt straffe på grund af doping af Dansk Triathlon Forbund, andre hovedorganisationer under DIF eller andre anerkendte idrætsorganisationer, som Dansk Triathlon Forbund eller DIF samarbejder med udelukkes automatisk fra alle aktiviteter indenfor foreningen, indtil straffen er udstået.
Denne udelukkelse kan eventuelt forkortes/forlænges på en i dette særlige øjemed indkaldt ekstraordinær generalforsamling, men kun såfremt 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer er for forkortelsen/forlængelsen.

I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at mindst 4/5 af bestyrelsen har stemt for eksklusionen. Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og vedkommende kan kræve, at spørgsmålet om eksklusion afgøres på den førstkommende ordinære generalforsamling. I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelse herom senest 3 døgn før generalforsamlingen afholdes, ligesom vedkommende har ret til denne med ret til at forsvare sig. Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særskilt punkt på dagsordenen. Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet, som ved ændring af foreningens vedtægter, jfr. § 12. Et medlem der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning. Her kræves samme majoritet som ved beslutningen om eksklusion.

§ 7. Erstatning ved beskadigelse eller vold.

Beskadiger et medlem ved vold eller uorden foreningens ejendele eller de af klubben benyttede lokaliteter, er vedkommende pligtig til at yde fuld erstatning efter bestyrelsens bestemmelse.

§ 8. Ordinær generalforsamling.

Generalforsamlingen er med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i foreningen.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne (ved skriftlig forstås også indkaldelse via E-mail). Indkaldelsen skal indeholde dagsordenen for generalforsamlingen.
Forslag der ønskes forelagt for generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde mindst 5 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Stemmeret på generalforsamlingen har alle aktive medlemmer over 14 år, der har været medlem min. 2 måneder. Passive medlemmer har ingen stemmeret.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

1. Valg af dirigent(ordstyrer)

2. Formandens beretning for det forløbne år

3. Regnskabet for det forløbne år fremlægges til godkendelse

4. Fastsættelse af kontingent

5. Behandling af indkomne forslag

6. Valg af formand (ulige år)

7. Valg af kasserer (lige år)

8. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (lige år)

9. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer (ulige år)

10. Valg af 2 suppleanter (hvert år), med angivelse af 1. suppleant og 2. suppleant

11. Valg af 1 revisor og en revisorsuppleant

12. Valg af udvalg

13. Eksklusion af medlemmer

14. Eventuelt

Generalforsamlingen vælger en dirigent(ordstyrer), som leder generalforsamlingen. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, hvor ikke andet er nævnt i vedtægterne. Ændringen træder i kraft fra vedtagelsen på generalforsamlingen med mindre andet er vedtaget i forbindelse med forslaget.

Dirigenten bestemmer afstemningsmåden, men på begæring af et stemmeberettiget medlem, skal afstemning og valg foregå skriftligt.
Generalforsamlingens beslutninger optages i en protokol, som underskrives af dirigent og formand.
Såfremt der ikke kan vælges en formand eller en kasserer beslutter generalforsamlingen om generalforsamlingen skal fortsætte eller der skal indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling. Generalforsamlingen kan evt. suspenderes i en kort periode.

§ 9. Ekstra ordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 1/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt begærer det overfor bestyrelsen. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes på samme måde som ordinær generalforsamling. Indkaldelsen skal indeholde oplysning om det emne, som ønskes behandlet.

§ 10. Bestyrelsen.

Bestyrelsen forestår den daglige ledelse. Medlemmer til bestyrelsen vælges hovedsageligt for en 2-årig periode. Formanden og kassereren ved direkte valg, mens de øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges samlet, således at henholdsvis 2 og 3 bestyrelsesmedlemmer er på valg hvert år. Bestyrelsen konstituerer sig selv. Ved 1 (eller 2) bestyrelsesmedlemmers afgang i valgperioden indtræder suppleanten/ suppleanterne i bestyrelsen. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af forskellige opgaver (blad, sponsor, PR, mv.). Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Formanden sammenkalder bestyrelsen så ofte, han/hun finder det nødvendigt, eller hvis 2 bestyrelsesmedlemmer ønsker det.

Beslutninger i bestyrelsen vedtages ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed udgør formandens stemme flertallet.
Medlemmer af bestyrelsen skal have deres licens i Aalborg Triathlon Klub.

§ 11. Regnskab.

Foreningens regnskabsperiode er 01.01 - 31.12.

§ 12. Tegningsregler

Foreningen tegnes af formanden og 1 bestyrelsesmedlem i forening.
Kassereren kan disponere de daglige løbende ordinære poster alene.
Såfremt klubben stifter gæld skal den samlede bestyrelse underskrive.

Det enkelte bestyrelsesmedlem hæfter ikke personligt.

§ 13. Revision.

På den ordinære generalforsamling vælges en revisor og en revisorsuppleant for ét år ad gangen.

Revisoren har på forlangende ret til at efterse regnskab og beholdning.

§ 14. Vedtægtsændringer.

Forandringer af disse vedtægter kan kun ske på en generalforsamling, og kun når mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer er for forslaget.

§ 15. Foreningens opløsning.

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun ske på 2 i dette særlige øjemed indkaldte ekstraordinære generalforsamlinger, og kun såfremt 3/4 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget. Hvis foreningen opløses tilfalder foreningens midler Dansk Triathlon Forbund.

Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den 6. februar 1997, den 3. februar 2000 vedr. ændring af § 2 og § 4 samt den 26. februar 2001 vedr. § 5, § 6, §8 stk. 9 og § 12 samt den 22. februar 2002 vedr. ændring af § 2, § 5, § 6 og § 8 samt den 27. februar 2004 vedr. ændring af § 6 samt den ekstraordinære generalforsamling den 12. juli 2010 vedr. ændring af § 5 og § 10 og den ekstraordinære generalforsamling den 3. oktober 2011 vedr. ændring af § 5, samt den ordinære generalforsamling 11. marts 2013 vedr. ændring af § 2, § 5 og § 8, samt den ordinære generalforsamling 3. marts 2014 § 8, samt den ordinære generalforsamling den 29. februar 2016 § 8, samt den ordinære generalforsamling 20. marts 2017 vedr ændring af § 5.